I ét med naturen

Pokhara 2011-11-20

Tidligt fredag d. 11. gik turen otte timer vest på ad hovedvejen fra Kathmandu til Pokhara – en vej vi i Danmark ville have lukket pga. mangel på vedligeholdelse. Vi sad dopede på køresygepiller og tog derfor let på de utallige farlige situationer, som trafikken i Nepal medbringer. Dog skal det siges, at vi kom helskindede frem og nød nogle dage i Pokhara i selskab med Jørgen og hans datter Sunita. En trekkingtur blev hurtigt stablet på benene, og der var afgang allerede søndag morgen. 

Natten inden trekkingeventyret begyndte, blev vi brat hevet ud af vores dybe nattesøvn, da vores senge rystede og folk løb og snakkede højlydt på gangen. Efter en søvnig og ubekymret samtale fandt vi ud af, at vi havde været vidner til vores første jordskælv. I vores uvidenhed vendte vi os i sengene og sov trygt videre. Jordskælvets alvor gik først op for os dagen efter, da vi fik at vide, at det målte ca. 4 på Richterskalaen. Såfremt det skulle ske igen, ved vi nu, at man tager tøj på, og løber udenfor. 

Herefter begyndte vores trekkingtur, som bød på mange oplevelser og herlige bekendtskaber. Den første aften fik vores nattesøvn dog endnu en udfordring, da en 10x10cm stor edderkop sad og lurede ondskabsfuldt i hjørnet af vores værelse. I panik gik vi udenfor værelset, hvor flagermusene febrilsk baskede om ørerne på os. Og det hjalp ikke meget at søge hjælp hos vores guide, der ramte ved siden af i mordforsøget, men beroligende fortalte os, at den kun var en smule giftig. Den nat sov vi med lyset tændt. Som et plaster på såret, blev vi dog inviteret ned for at danse nepalesisk dans med de andre guider og trekkere. Vi anstrengte os virkelig for at efterligne deres fremmede bevægelser, men resultatet blev, at de spurgte os, om vi ikke kunne lære dem den skøre, danske dans vi dansede. Vi stiller derfor ikke op til audition i den nepalesiske udgave af Vild med Dans.

Undervejs på trekkingturen kom vi rigtig tæt på vores guide, der var god til opmuntring, når benene var trætte, og som altid havde en hånd klar, hvis vi var ved at snuble. Hans opmuntring bestod af sang og dans og en stor hjælp med at bære noget af vores bagage. Alligevel formåede han at bestige stejle bjergsider i et tempo, som vores ben langt fra kunne følge med i. Vores optimisme steg i hans karakteristik af vores trekking: Mia var erfaren og Katrine var erfaren med seriøse (balance)problemer. Dog faldt optimismen brat, da vi så bærere med over 30kilo springe lette og ubesværede forbi os. 

Det, der gjorde størst indtryk på os på turen var, da vi en tidlig morgen klokken halv 5 krøb ud af vores soveposer. Termometeret stod på minus 10grader, da vi bevægede ud i natten. Foran os ventede en klatretur på 500 højdemeter, og derefter en varm kop te og en verdensklasse solopgang og en utænkelig nærmere ubegribelig udsigt til Himalaya-bjergkæden. Selvom vi var dødsens trætte, var det hele den hårde tur værd. Efter 5 dages vandring har vi også fået set bjerge, smukke vandfald og aber, men det lidt for nære samvær med naturen fik os til at indse, at den indeholder mange mindeværdige og billedskønne oplevelser, dog er en grund til, at vi ikke er spejdere. 

Vi har nu tilbragt nogle dage i Pokhara, som er kendetegnet ved afslappet stemning og ingen planer. Det er en charmerende by, hvor ingen har travlt, og hvor alle har overskud til hinanden. Dagene går hurtigt med lange samtaler om fremtiden og med latter, specielt hvor vi igen er i selskab med Ida Sejdner. I morgen (mandag) går turen til Chitwan ned for at besøge Jørgen og hans familie – det ser vi frem til!