En lille oase

 

2011-11-10 - Bhaktapur

Så er vi tilbage i storbyens slum og larm efter en rejse tilbage i tiden. Vi tog på en dagsudflugt til oasen og middelalderbyen Bhaktapur, som ligger 13km væk fra Kathmandu. Denne gang rejste vi alene, da Jørgen er rejst tilbage til sin familie i Chitwan, i det sydlige Nepal. Turen derud var en oplevelse i sig selv, da vi valgte at rejse med en lokal bus. I Kathmandu er der en konkurrence mellem de forskellige busser, som går ud på, at få flest mulige mennesker ind i bussen – 40 mennesker i en 20-personersbus er derfor ikke et usædvanligt syn. Vi ankom efter en halv times bumlen til Bhaktapur for den nette sum á 2kr. 

Byen er i sandhed en lille perle, når man er vant til dyttende biler og motorcykler i døgndrift. På mange måder, var det et ganske andet syn, der mødte os. Byen er væsentlig fattigere end Kathmandu, og langt længere tilbage – udviklingsmæssigt. Overalt i Bhaktapurs stenbelagte gågader og gyder står damer og tørrer afgrøder spredt ud på presenninger. Vi gik ad en uofficiel vej ind til byen, hvor vi kom gennem lokalbefolkningens haver. Hver nepaleser vi mødte hilste på os med ”Namaste” (den gængse velkomsthilsen, som betyder: Jeg hilser Guden i dig) og et smil fra øre til øre. Udover at være et primitivt landbrugssamfund, er Bhaktapur situeret i en dal med bjerge til alle siderne. 

Til frokost fandt vi os tilrette på en af byens tagterrasser, og vi følte os noget privilegerede, da vi havde fuld udsigt til bjerge i alle retninger, så langt øjnene rakte. Her gik alt op i en højere enhed: Solens bagende varme stråler ramte bjergenes snedækkede toppe, alt imens store fugle cirklede hvileløst med fredfyldte over hovederne på os. I perfekt harmoni med udsigten bar den lette brise en mediterende, buddhistisk melodi med sig fra det nærmeste tempel. Det var som om, at alting stod stille i det øjeblik, og vi lovede hinanden, at vi aldrig ville glemme den udsigt.