tirsdag den 27. december 2011

Julekamelræs


Selvom vi er gået glip af den danske jul, gaveræs, kagebagning og julestress med hoppen fra det ene kryds i kalenderen til det andet, har vi haft meget at se til. Det er nu 12 dage og 5 byer siden vi sidst har skrevet en blog, og da Indien er et oplevelsesrigt land, er der forbløffende langt mellem pusterummene. Vi havde forventet, at den lille, tempelspækkede landsby Khajuraho ville være et godt sted at oplade de mentale batterier inden storbyerne Agra og Delhi, men det viste sig ikke at være tilfældet. Khajuraho var en by, som udelukkende er i udvikling pga. turisme, hvor alle handelsmændene er ivrige efter at få kunder i butikken. For at slippe for byens stressende beboere, tog vi en afslappende cykeltur ud i det blå og oplevede templerne på egen hånd. Cykelturen bød også på et besøg til den gamle bydel, hvor befolkningen fuldstændig lever i kastesystemet. Byen var tydeligt delt op i fire sektioner med forskellig brønd, tempel, skole og hospital til hver kaste. Togturen fra Khajuraho til Agra var en speciel oplevelse, da vi delte ét sæde på den 12 timer lange tur.

Vores forventninger til Agra var undervejs blevet neddroslede, da mange af de andre rygsækrejsende, vi har mødt, beskrev byen som et ”giant shithole”. Så groft vælger vi nu ikke at beskrive den, men byen i sig selv er ikke nogen oplevelse. Dog er vi glade for, at vi tog dertil, da Taj Mahal bestemt er et besøg værd. Dens iøjefaldende symmetri og kuplernes samt hele bygningsværkets storhed kommer til sin fulde magt, når man ser den på lang afstand. Da vi tog derhen i morgentimerne, fik vi at se, hvordan det halvfjerdsmeter høje mausoleum langsomt rejste af morgendisen. De obligatoriske turistbilleder blev taget, og herefter tog vi toget videre til millionbyen Delhi.

Indiens hovedstad afviger ikke fra, hvad vi ellers har set i Indien, da den endnu engang er et møde med ekstremer. Med et indbyggertal på 14 millioner, kræver det ikke meget fantasi – der er mennesker overalt. Måske er vi blevet hærdede undervejs, men oplevelsen af Delhi var på ingen måde afskrækkende, det var dog heller ikke en destination, hvor et længere ophold var nødvendigt. På heldig vis og en anelse korrupt fik vi fat i nogle togbilletter ud af Delhi til den gyldne ørkenby Jaisalmer, i det vestlige Indien. Da den 18timers lange togtur var ved at være ved vejs ende, kunne vi se ud af vinduet, hvordan landskabet forandrede sig. Landskabet var mere goldt og det fine ørkensand var alle vegne i toget. 

I Jaisalmer fik vi arrangeret en kamelsafari ud i ørkenen. Tidligt julemorgen gik turen med 6 andre i jeep halvfjerds kilometer mod den pakistanske grænse ud i den store Thar-ørken. Derefter fortsatte turen på en noget ukomfortabel kamelryg gennem ørkenen, der strakte sig til alle sider. Uden nærmere instruktioner fik vi tøjlerne i hånden, hvorefter vi selv skulle styre det to meter høje dyr. Aldrig havde vi forestillet os en juleaften så fjern fra de velkendte traditioner. Da I derhjemme travede rundt om træet med sang og gaver, fandt vi os tilrette omkring lejrbålet, hvor vi sang nogle få vers af de spanske, engelske, hindi og danske sange, som vi hver især kunne bidrage med. Mens I andre sad derhjemme og smæskede jer i and og julesteg, bestod vores julemåltid af krydrede ris, som måtte skovles ind med fingrene. De tre baskere, som var med på tur, reddede dog aftenen, da de delte deres magiske, medbragte chorizo-pølse fra Spanien.  

Aftenens højdepunkt var dog, da vi, helt indpakkede, lagde os til at sove i ørkenens kolde sand. Selvom vi havde forestillet os, at julen hjemmefra ville blive svær, nød vi samværet og den specielle aften i hinandens selskab, og lagde os godt tilrette i vores sandsenge under den funklende stjernehimmel. 















3 kommentarer:

  1. Dejligt indlæg piger og sikke nogle gode billeder!
    You rock!
    Miss u, Rikke.

    SvarSlet
  2. Hej med jer søde piger :)
    Det er vel nok spændende at høre om jeres oplevelser.
    Fortsat rigtig god tur.
    Knus fra os i Arnborg

    SvarSlet
  3. Rigtig god idé med en ørkentur juleaften, og godt, at I begge nåede at blive friske. Vi glæder os til at høre mere om jeres nytårsfest og den videre tur sydpå. God tur. Kæmpe Nytårsknus til jer begge fra Far og Mor

    SvarSlet