Første stop Indien - Varanasi

Afskeden med Jørgen, Sunshila og Sunita var vemodig, da det havde været et hyggeligt og hjemligt stop på vores rejse. Vi blev sendt godt af sted ud i det uvisse, vores trofaste sikkerhedsnet var væk – nu var vi for alvor på egen hånd. Vi tog en lokalbus til Buddhas fødeby Lumbini, hvor vi var heldige at få pladser inde i bussen, efter vi pænt takkede nej til en times kørsel på bussens tag. Lumbini havde en åndelig og fredfyldt stemning over sig, og de flotte rødbeklædte munke valfarter dertil i tusindvis. Det var fint at se byen, men eftersom vi ikke er religiøst tilknyttede til buddhisme, var vi glade for, at vi kun havde afsat en dag inden turen gik videre til Indien. Vi var spændte, da vi lagde os til at sove – Indien var ikke det eneste, der lurede, de mange kakerlakker på værelset lurede med.

Vores tur over grænsen er en lang historie, men her er brudstykker af den. Rickshawmændenes konstante tilbud fremprovokerede en stædighed og nærighed, hvorefter vi besluttede at gå over grænsen til Indien. Her mødte vi tilfældigt et tysk par, som vi også havde snakket med dagen forinden. De var modstandere af lokalbusser, og tilbød at dele en taxa til Varanasi. For os var det ikke et svært valg, da vi blot skulle betale et beløb svarende til en busbillet, og de ville betale resten af omkostningerne. Efter ti timers kørsel på bumlevej med nerverne uden på tøjet, nåede vi endelig Varanasi klokken 22. Vi kan efter denne oplevelse konkludere, at det ikke er sjovt at stå i en fremmed, indisk by og finde et hotel efter mørkets frembrud.

Åh gud! Så var vi virkelig kommet til Indien. Der er mennesker overalt og et virvar af trafik, råbende mænd og kvinder, køer, herreløse hunde, grise – alt, man kan (og ikke kan) forestille sig, er proppet ind i Indiens gadebillede. Den første tur ud i trafikken tog vi i en cykelrickshaw. Her er man uden nogle former for beskyttelse medvirkende i det indiske trafikkaos. Cykelturen indebar adskillige ganges spøgelsesbilisme, et sammenstød med en hellig ko, vores chauffør i slåskamp og en trafikprop skabt af en karavane af elefanter og kameler inde i centrum af byen. Men nu har vi lært at acceptere, elske og hade at sådan er Indien.

Indien er ikke kun kaotisk i trafikken. Selv når man er til fods bombarderes man fra alle sider af indtryk. Især det pågående, hjælpsomme, nysgerrige indiske folk bidrager til den hektiske atmosfære. Spørgsmålene er ensartede icebreakere og hensigten bag dem er den samme. Det er nu mundet ud i, at vi besvarer et ”hej” med et ”nej tak, vi skal ikke købe noget”. Men vi føler os til tider som Birk og Ronja over for rumpenissernes konstante ”hvorfor? Hvorfor det?”. Kan man stole på en inder? Hver inder vi har mødt, har sagt, I må ikke stole på indere, men I kan stole på mig. Denne advarsel er bestemt begrundet, da man konstant bliver mødt af turistfælder, som udelukkende er ude på at narre penge fra ”de hvide hæveautomater”. Det har desværre gjort, at alle turister inklusiv os selv møder den indiske befolkning med skepsis og med sætningen ”there is no such thing as a free lunch” i baghovedet. 

Vores første stop i Indien var Varanasi. Varanasi er Indiens helligste by, og hvert år valfarter over en halv million pilgrimme hertil – mange af dem for at dø og blive kremeret ved den hellige flod Ganges. Det var et godt sted at starte og et lynkursus i den indiske kultur og religion, eftersom ”cremation = education og burning = learning” er Varanasis motto ifølge inderne. Aldrig i vores liv har vi oplevet en så afslappet tilgang til og møde med døden, og livløse kroppe bæres rundt over alt i byen. Det voldsomme syn for os, er for Varanasi-borgerne ganske normalt, da 200-400 dagligt kremeres ved Ganges-floden. 

”Det er kun i Indien, man kan sidde og nyde en lassi – verdens bedste, og så i Varanasi. Alt imens man ser og hører et ligoptog nærme sig i det fjerne. Smukt indpakket og akkompagneret med sang. Jeg tager et sip af min lassi. En abe kommer springende, en ko kommer kluntende, hundene glammer og de små mus piler hen ad de smalle gader. Jeg tager en slurk af min lassi. Inder-mænd trækker charmesmilet ud af ærmet, om end det er nytteløst ”your eyes like paradise”, ”do you want to marry?”, ”postcard madame?”, ”Boat madame?, madame boat?”. Jeg ignorerer og tager endnu et sug af min lassi. Åh herlige Varanasi!” – Katrine. 

Varanasi er især hellig på grund af byens beliggenhed ved floden Ganges. Floden er i sig selv ikke et helligt syn: vandet er brunt, plasticposer og skrald flyder rundt, der er en stærk odør af urin fra køer såvel som mennesker, asken fra kremerede hældes i, ukremerede børnelig bindes til en sten og synker til bunds i floden. I selv samme vand tager lokale og pilgrimme bade for at rense både krop og sjæl. I Varanasi har vi privilegeret holdt os til flaskevand, hvorimod de lokale nøjes med men samtidig glædeligt drikker det hellige, beskidte flodvand. Det lærerige besøg og mødet med en anderledes religionsopfattelse, dannede grobund for en undring over religion i det hele taget. Især fordi det gav anledning til at stille og få spørgsmål om religion og kultur, som vi kunne diskutere og reflektere over. Mange spændende bekendtskaber har vist os, at alle har noget at lære, og alle har noget at lære fra sig.