I ét med naturen

Pokhara 2011-11-20

Tidligt fredag d. 11. gik turen otte timer vest på ad hovedvejen fra Kathmandu til Pokhara – en vej vi i Danmark ville have lukket pga. mangel på vedligeholdelse. Vi sad dopede på køresygepiller og tog derfor let på de utallige farlige situationer, som trafikken i Nepal medbringer. Dog skal det siges, at vi kom helskindede frem og nød nogle dage i Pokhara i selskab med Jørgen og hans datter Sunita. En trekkingtur blev hurtigt stablet på benene, og der var afgang allerede søndag morgen. 

Natten inden trekkingeventyret begyndte, blev vi brat hevet ud af vores dybe nattesøvn, da vores senge rystede og folk løb og snakkede højlydt på gangen. Efter en søvnig og ubekymret samtale fandt vi ud af, at vi havde været vidner til vores første jordskælv. I vores uvidenhed vendte vi os i sengene og sov trygt videre. Jordskælvets alvor gik først op for os dagen efter, da vi fik at vide, at det målte ca. 4 på Richterskalaen. Såfremt det skulle ske igen, ved vi nu, at man tager tøj på, og løber udenfor. 

Herefter begyndte vores trekkingtur, som bød på mange oplevelser og herlige bekendtskaber. Den første aften fik vores nattesøvn dog endnu en udfordring, da en 10x10cm stor edderkop sad og lurede ondskabsfuldt i hjørnet af vores værelse. I panik gik vi udenfor værelset, hvor flagermusene febrilsk baskede om ørerne på os. Og det hjalp ikke meget at søge hjælp hos vores guide, der ramte ved siden af i mordforsøget, men beroligende fortalte os, at den kun var en smule giftig. Den nat sov vi med lyset tændt. Som et plaster på såret, blev vi dog inviteret ned for at danse nepalesisk dans med de andre guider og trekkere. Vi anstrengte os virkelig for at efterligne deres fremmede bevægelser, men resultatet blev, at de spurgte os, om vi ikke kunne lære dem den skøre, danske dans vi dansede. Vi stiller derfor ikke op til audition i den nepalesiske udgave af Vild med Dans.

Undervejs på trekkingturen kom vi rigtig tæt på vores guide, der var god til opmuntring, når benene var trætte, og som altid havde en hånd klar, hvis vi var ved at snuble. Hans opmuntring bestod af sang og dans og en stor hjælp med at bære noget af vores bagage. Alligevel formåede han at bestige stejle bjergsider i et tempo, som vores ben langt fra kunne følge med i. Vores optimisme steg i hans karakteristik af vores trekking: Mia var erfaren og Katrine var erfaren med seriøse (balance)problemer. Dog faldt optimismen brat, da vi så bærere med over 30kilo springe lette og ubesværede forbi os. 

Det, der gjorde størst indtryk på os på turen var, da vi en tidlig morgen klokken halv 5 krøb ud af vores soveposer. Termometeret stod på minus 10grader, da vi bevægede ud i natten. Foran os ventede en klatretur på 500 højdemeter, og derefter en varm kop te og en verdensklasse solopgang og en utænkelig nærmere ubegribelig udsigt til Himalaya-bjergkæden. Selvom vi var dødsens trætte, var det hele den hårde tur værd. Efter 5 dages vandring har vi også fået set bjerge, smukke vandfald og aber, men det lidt for nære samvær med naturen fik os til at indse, at den indeholder mange mindeværdige og billedskønne oplevelser, dog er en grund til, at vi ikke er spejdere. 

Vi har nu tilbragt nogle dage i Pokhara, som er kendetegnet ved afslappet stemning og ingen planer. Det er en charmerende by, hvor ingen har travlt, og hvor alle har overskud til hinanden. Dagene går hurtigt med lange samtaler om fremtiden og med latter, specielt hvor vi igen er i selskab med Ida Sejdner. I morgen (mandag) går turen til Chitwan ned for at besøge Jørgen og hans familie – det ser vi frem til!  

En lille oase

 

2011-11-10 - Bhaktapur

Så er vi tilbage i storbyens slum og larm efter en rejse tilbage i tiden. Vi tog på en dagsudflugt til oasen og middelalderbyen Bhaktapur, som ligger 13km væk fra Kathmandu. Denne gang rejste vi alene, da Jørgen er rejst tilbage til sin familie i Chitwan, i det sydlige Nepal. Turen derud var en oplevelse i sig selv, da vi valgte at rejse med en lokal bus. I Kathmandu er der en konkurrence mellem de forskellige busser, som går ud på, at få flest mulige mennesker ind i bussen – 40 mennesker i en 20-personersbus er derfor ikke et usædvanligt syn. Vi ankom efter en halv times bumlen til Bhaktapur for den nette sum á 2kr. 

Byen er i sandhed en lille perle, når man er vant til dyttende biler og motorcykler i døgndrift. På mange måder, var det et ganske andet syn, der mødte os. Byen er væsentlig fattigere end Kathmandu, og langt længere tilbage – udviklingsmæssigt. Overalt i Bhaktapurs stenbelagte gågader og gyder står damer og tørrer afgrøder spredt ud på presenninger. Vi gik ad en uofficiel vej ind til byen, hvor vi kom gennem lokalbefolkningens haver. Hver nepaleser vi mødte hilste på os med ”Namaste” (den gængse velkomsthilsen, som betyder: Jeg hilser Guden i dig) og et smil fra øre til øre. Udover at være et primitivt landbrugssamfund, er Bhaktapur situeret i en dal med bjerge til alle siderne. 

Til frokost fandt vi os tilrette på en af byens tagterrasser, og vi følte os noget privilegerede, da vi havde fuld udsigt til bjerge i alle retninger, så langt øjnene rakte. Her gik alt op i en højere enhed: Solens bagende varme stråler ramte bjergenes snedækkede toppe, alt imens store fugle cirklede hvileløst med fredfyldte over hovederne på os. I perfekt harmoni med udsigten bar den lette brise en mediterende, buddhistisk melodi med sig fra det nærmeste tempel. Det var som om, at alting stod stille i det øjeblik, og vi lovede hinanden, at vi aldrig ville glemme den udsigt.

Førstehåndsindtryk af Kathmandu

Vi sad spændte og ventede i lufthavnen i Doha. Vi var ved at forberede os på et møde med en mere fattig tilværelse end Dohas luksuriøsitet. Vi tog et sidste kig på den varme, velkendte ørken og prøvede at forestille os det mere rå og kolde bjerglandskab, vi havde i vente. Straks som vi var ved at vænne os til tanken om fattigdom, blev vi fortalt af en stewardesse, at vi blev opgraderet til Businness Class. Så turen til det fattige Kathmandu gik hurtigt i brede lænestole, champagne i hånden og marinerede tigerrejer på tallerkenen. Det var en oplevelse vi ikke havde regnet med i vores sparsommelige backpacker-tilværelse. 

I Kathmandu Lufthavn blev vi mødt af et kaotisk gadebillede med taxachauffører, der hev i os fra højre og venstre. Dog vidste vi, at Jørgen stod klar til at tage i mod os med åbne arme og blomsterkranse – et tilbud, som de langt fra kunne matche. Taxaturen fra lufthavnen til hotellet var noget af en oplevelse. Trafik i Nepal er ikke velkendt dansk trafik, men derimod et kaos af utålmodige bilister og hellige køer. Køreretningen er officielt i venstre side, men er der kø i venstre benyttes fortov eller højre side. 

Efter en fin nat på vores centrumbeliggende guesthouse tog Jørgen os med ud for at se Abetemplet. På turen derud så vi det rigtige Kathmandu. Her bruger man ikke skraldespande – man smider blot skraldet på gaden. I stedet for at køre skraldet på lossepladsen, bliver det dumpet ved flodbreden, hvor det i monsun-tiden flyder til Bangladesh. Abetemplet er en blanding og en flot harmoni af mange buddhistiske og hindu bygninger, malerier og mennesker. De livlige og legesyge aber kravlede rundt overalt på templet og stjal den mad, de kunne komme af sted med. 

Om aftenen tog vi med Jørgen hen til et rejsebureau, der holdt danskeraften (med gratis rom og cola i litervis), så vi havde mulighed for at møde andre rejsende og udveksle erfaringer om Nepal og livet generelt. Vi hyggede os gevaldigt og fik mange tips og tricks af garvede rygsækrejsende danskere. Vi endte alle på en lokal bar og skal senere mødes med dem igen. Det var rart at se, at der er andre danskere hernede – inklusiv Ida Sejdner, som vi tilfældigt stødte ind i på gaden i turistkvarteret Thamel.

Jørgen er et venligt morgenmenneske, men har dog stor forståelse for, at gratis, nepalesisk rom kan give ondt i håret dagen derpå. Dog tog vi klokken 8 en taxa ud gennem den spændende trafik og de hullede veje til den store stupa i byen,  som er et helligt sted her i Kathmandu. Selve stupaen er en høj bygning, som man vandrer på og rundt om i selskab med stakkevis af tibetanske munke. Her mærkede vi den fredelige fordybelse i religionen, som var tiltrængt efter kun to dage i den kaotiske storby. 

Derfra kendte Jørgen en smutvej gennem byens småkvarterer, hvor vi gik langs rismarker og så og hilste på mange lokale nepalesere, som i øvrigt er et varmt, hjerteligt, tryghedsskabende folkefærd. Stien førte os til en oplevelse, som vi ikke ville have været foruden, men samtidig et grænseoverskridende og anderledes syn på døden. Ifølge hinduistisk tro er det helligt at blive kremeret ved Bagmatifloden, og her overværede vi en ligbrænding. Hinduer sørger ikke over døden, da det netop ikke er et endeligt farvel, men derimod en genfødsel. Det var voldsomt og makabert at overvære, men samtidig også utrolig smukt og fredfyldt. Vi sad i ro og fred og reflekterede over livet, døden og eventuelle genfødsler omgivet af en tyk, ildelugtende røg og i en regn af langsomtdalende aske. 

Salaam Aleikum! – Doha 2. november 2011

En varm luftstrøm mødte os, da vi stod ud af flyveren efter et hårdt farvel i Kastrup Lufthavn. Nu lå verden virkelig åben for vores fødder, men hvad pokker gør man så? Vi prøvede på at holde tasken lukket, men sindet åbent, derefter snøredes vandrestøvlerne og vi begav os ud på første stop på vores Verdensturné: Doha. Vi var ankommet til Østens perle (det var i hvert fald, hvad videoen i flyveren fortalte os). 

Et venligt personale bød os velkommen til Qatar på et gebrokkent engelsk. Trods de høje temperaturer var mænd såvel som kvinder tildækkede – kvinder i burka og mænd i traditionelt hvidt sheiktøj med (skuffende) turban på hovedet. Lykken tilsmilede os, og vi fandt hurtigt et dansk par, der skulle til samme hotel, så vi delte en taxa. Taxaturen var noget af en oplevelse, for her kom byens storhed virkelig til syne. Neonfarvede reklamer og flere hundrede meter høje bygninger mødte os overalt. Derfor besluttede vi næste dag at tage en sightseeing tur, hvor vi blev guidet rundt af de venlige lokale Doha-boere. 

Vores sightseeing foregik på ægte backpacker manér, vi spændte vandresandalerne og travede langs byens skyline i bragende solskin og så senere også byens centrum. Da vi gik i Doha ved højlys dag, opdagede vi, at der er imponerende mange, høje bygninger i deres skyline – og til vores store forbavselse så vi, at der er endnu flere på vej. 

Selvom vi befandt os i Mellemøsten, lykkedes det os at finde et shoppingcenter. Som alt andet i Doha, var det et fuldstændig overdimensioneret et af slagsen med uendeligt mange butikker. Og når man nu har pengene, hvad er så mere relevant end at bygge en skøjtebane i centrets midte? Vi fandt det helt naturligt (her er trods alt ørkensand og 30 graders varme). Mor og far, til jeres bekymrede sind, kan vi fortælle, at vi ikke har brugt for mange penge – det var jo vest lige priser, fy da føj!

Deres olie er vi mange, der er glade for, og den kom os specielt til gode, da vi både tog på Museum of Islamic Art og Doha Enrichment Centre (et museum om byens udvikling) og kom derind gratis. Netop lokalbefolkningens imødekommenhed og opmærksomhed gav en følelse af at være fremmede i et muslimsk land. Dog har vi lært, at det godt kan betale sig at stole på andre, da de har gode intentioner som os selv (men vi er ikke naive, bare rolig mor). 

Det var alt for nu, i morgen vil vi begive os videre til Nepal, hvor Jørgen fornemt venter på os i Kathmandu lufthavn med en taxa. I Nepal venter mange oplevelser, som I vil høre om senere.