
Vi sad spændte og ventede i lufthavnen i Doha. Vi var ved at forberede os på et møde med en mere fattig tilværelse end Dohas luksuriøsitet. Vi tog et sidste kig på den varme, velkendte ørken og prøvede at forestille os det mere rå og kolde bjerglandskab, vi havde i vente. Straks som vi var ved at vænne os til tanken om fattigdom, blev vi fortalt af en stewardesse, at vi blev opgraderet til Businness Class. Så turen til det fattige Kathmandu gik hurtigt i brede lænestole, champagne i hånden og marinerede tigerrejer på tallerkenen. Det var en oplevelse vi ikke havde regnet med i vores sparsommelige backpacker-tilværelse.
I Kathmandu Lufthavn blev vi mødt af et kaotisk gadebillede med taxachauffører, der hev i os fra højre og venstre. Dog vidste vi, at Jørgen stod klar til at tage i mod os med åbne arme og blomsterkranse – et tilbud, som de langt fra kunne matche. Taxaturen fra lufthavnen til hotellet var noget af en oplevelse. Trafik i Nepal er ikke velkendt dansk trafik, men derimod et kaos af utålmodige bilister og hellige køer. Køreretningen er officielt i venstre side, men er der kø i venstre benyttes fortov eller højre side.
Efter en fin nat på vores centrumbeliggende guesthouse tog Jørgen os med ud for at se Abetemplet. På turen derud så vi det rigtige Kathmandu. Her bruger man ikke skraldespande – man smider blot skraldet på gaden. I stedet for at køre skraldet på lossepladsen, bliver det dumpet ved flodbreden, hvor det i monsun-tiden flyder til Bangladesh. Abetemplet er en blanding og en flot harmoni af mange buddhistiske og hindu bygninger, malerier og mennesker. De livlige og legesyge aber kravlede rundt overalt på templet og stjal den mad, de kunne komme af sted med.
Om aftenen tog vi med Jørgen hen til et rejsebureau, der holdt danskeraften (med gratis rom og cola i litervis), så vi havde mulighed for at møde andre rejsende og udveksle erfaringer om Nepal og livet generelt. Vi hyggede os gevaldigt og fik mange tips og tricks af garvede rygsækrejsende danskere. Vi endte alle på en lokal bar og skal senere mødes med dem igen. Det var rart at se, at der er andre danskere hernede – inklusiv Ida Sejdner, som vi tilfældigt stødte ind i på gaden i turistkvarteret Thamel.

Jørgen er et venligt morgenmenneske, men har dog stor forståelse for, at gratis, nepalesisk rom kan give ondt i håret dagen derpå. Dog tog vi klokken 8 en taxa ud gennem den spændende trafik og de hullede veje til den store stupa i byen, som er et helligt sted her i Kathmandu. Selve stupaen er en høj bygning, som man vandrer på og rundt om i selskab med stakkevis af tibetanske munke. Her mærkede vi den fredelige fordybelse i religionen, som var tiltrængt efter kun to dage i den kaotiske storby.
Derfra kendte Jørgen en smutvej gennem byens småkvarterer, hvor vi gik langs rismarker og så og hilste på mange lokale nepalesere, som i øvrigt er et varmt, hjerteligt, tryghedsskabende folkefærd. Stien førte os til en oplevelse, som vi ikke ville have været foruden, men samtidig et grænseoverskridende og anderledes syn på døden. Ifølge hinduistisk tro er det helligt at blive kremeret ved Bagmatifloden, og her overværede vi en ligbrænding. Hinduer sørger ikke over døden, da det netop ikke er et endeligt farvel, men derimod en genfødsel. Det var voldsomt og makabert at overvære, men samtidig også utrolig smukt og fredfyldt. Vi sad i ro og fred og reflekterede over livet, døden og eventuelle genfødsler omgivet af en tyk, ildelugtende røg og i en regn af langsomtdalende aske.