Julekamelræs

Selvom vi er gået glip af den danske jul, gaveræs, kagebagning og julestress med hoppen fra det ene kryds i kalenderen til det andet, har vi haft meget at se til. Det er nu 12 dage og 5 byer siden vi sidst har skrevet en blog, og da Indien er et oplevelsesrigt land, er der forbløffende langt mellem pusterummene. Vi havde forventet, at den lille, tempelspækkede landsby Khajuraho ville være et godt sted at oplade de mentale batterier inden storbyerne Agra og Delhi, men det viste sig ikke at være tilfældet. Khajuraho var en by, som udelukkende er i udvikling pga. turisme, hvor alle handelsmændene er ivrige efter at få kunder i butikken. For at slippe for byens stressende beboere, tog vi en afslappende cykeltur ud i det blå og oplevede templerne på egen hånd. Cykelturen bød også på et besøg til den gamle bydel, hvor befolkningen fuldstændig lever i kastesystemet. Byen var tydeligt delt op i fire sektioner med forskellig brønd, tempel, skole og hospital til hver kaste. Togturen fra Khajuraho til Agra var en speciel oplevelse, da vi delte ét sæde på den 12 timer lange tur.

Vores forventninger til Agra var undervejs blevet neddroslede, da mange af de andre rygsækrejsende, vi har mødt, beskrev byen som et ”giant shithole”. Så groft vælger vi nu ikke at beskrive den, men byen i sig selv er ikke nogen oplevelse. Dog er vi glade for, at vi tog dertil, da Taj Mahal bestemt er et besøg værd. Dens iøjefaldende symmetri og kuplernes samt hele bygningsværkets storhed kommer til sin fulde magt, når man ser den på lang afstand. Da vi tog derhen i morgentimerne, fik vi at se, hvordan det halvfjerdsmeter høje mausoleum langsomt rejste af morgendisen. De obligatoriske turistbilleder blev taget, og herefter tog vi toget videre til millionbyen Delhi.

Indiens hovedstad afviger ikke fra, hvad vi ellers har set i Indien, da den endnu engang er et møde med ekstremer. Med et indbyggertal på 14 millioner, kræver det ikke meget fantasi – der er mennesker overalt. Måske er vi blevet hærdede undervejs, men oplevelsen af Delhi var på ingen måde afskrækkende, det var dog heller ikke en destination, hvor et længere ophold var nødvendigt. På heldig vis og en anelse korrupt fik vi fat i nogle togbilletter ud af Delhi til den gyldne ørkenby Jaisalmer, i det vestlige Indien. Da den 18timers lange togtur var ved at være ved vejs ende, kunne vi se ud af vinduet, hvordan landskabet forandrede sig. Landskabet var mere goldt og det fine ørkensand var alle vegne i toget. 

I Jaisalmer fik vi arrangeret en kamelsafari ud i ørkenen. Tidligt julemorgen gik turen med 6 andre i jeep halvfjerds kilometer mod den pakistanske grænse ud i den store Thar-ørken. Derefter fortsatte turen på en noget ukomfortabel kamelryg gennem ørkenen, der strakte sig til alle sider. Uden nærmere instruktioner fik vi tøjlerne i hånden, hvorefter vi selv skulle styre det to meter høje dyr. Aldrig havde vi forestillet os en juleaften så fjern fra de velkendte traditioner. Da I derhjemme travede rundt om træet med sang og gaver, fandt vi os tilrette omkring lejrbålet, hvor vi sang nogle få vers af de spanske, engelske, hindi og danske sange, som vi hver især kunne bidrage med. Mens I andre sad derhjemme og smæskede jer i and og julesteg, bestod vores julemåltid af krydrede ris, som måtte skovles ind med fingrene. De tre baskere, som var med på tur, reddede dog aftenen, da de delte deres magiske, medbragte chorizo-pølse fra Spanien.  

Aftenens højdepunkt var dog, da vi, helt indpakkede, lagde os til at sove i ørkenens kolde sand. Selvom vi havde forestillet os, at julen hjemmefra ville blive svær, nød vi samværet og den specielle aften i hinandens selskab, og lagde os godt tilrette i vores sandsenge under den funklende stjernehimmel. 

Første stop Indien - Varanasi

Afskeden med Jørgen, Sunshila og Sunita var vemodig, da det havde været et hyggeligt og hjemligt stop på vores rejse. Vi blev sendt godt af sted ud i det uvisse, vores trofaste sikkerhedsnet var væk – nu var vi for alvor på egen hånd. Vi tog en lokalbus til Buddhas fødeby Lumbini, hvor vi var heldige at få pladser inde i bussen, efter vi pænt takkede nej til en times kørsel på bussens tag. Lumbini havde en åndelig og fredfyldt stemning over sig, og de flotte rødbeklædte munke valfarter dertil i tusindvis. Det var fint at se byen, men eftersom vi ikke er religiøst tilknyttede til buddhisme, var vi glade for, at vi kun havde afsat en dag inden turen gik videre til Indien. Vi var spændte, da vi lagde os til at sove – Indien var ikke det eneste, der lurede, de mange kakerlakker på værelset lurede med.

Vores tur over grænsen er en lang historie, men her er brudstykker af den. Rickshawmændenes konstante tilbud fremprovokerede en stædighed og nærighed, hvorefter vi besluttede at gå over grænsen til Indien. Her mødte vi tilfældigt et tysk par, som vi også havde snakket med dagen forinden. De var modstandere af lokalbusser, og tilbød at dele en taxa til Varanasi. For os var det ikke et svært valg, da vi blot skulle betale et beløb svarende til en busbillet, og de ville betale resten af omkostningerne. Efter ti timers kørsel på bumlevej med nerverne uden på tøjet, nåede vi endelig Varanasi klokken 22. Vi kan efter denne oplevelse konkludere, at det ikke er sjovt at stå i en fremmed, indisk by og finde et hotel efter mørkets frembrud.

Åh gud! Så var vi virkelig kommet til Indien. Der er mennesker overalt og et virvar af trafik, råbende mænd og kvinder, køer, herreløse hunde, grise – alt, man kan (og ikke kan) forestille sig, er proppet ind i Indiens gadebillede. Den første tur ud i trafikken tog vi i en cykelrickshaw. Her er man uden nogle former for beskyttelse medvirkende i det indiske trafikkaos. Cykelturen indebar adskillige ganges spøgelsesbilisme, et sammenstød med en hellig ko, vores chauffør i slåskamp og en trafikprop skabt af en karavane af elefanter og kameler inde i centrum af byen. Men nu har vi lært at acceptere, elske og hade at sådan er Indien.

Indien er ikke kun kaotisk i trafikken. Selv når man er til fods bombarderes man fra alle sider af indtryk. Især det pågående, hjælpsomme, nysgerrige indiske folk bidrager til den hektiske atmosfære. Spørgsmålene er ensartede icebreakere og hensigten bag dem er den samme. Det er nu mundet ud i, at vi besvarer et ”hej” med et ”nej tak, vi skal ikke købe noget”. Men vi føler os til tider som Birk og Ronja over for rumpenissernes konstante ”hvorfor? Hvorfor det?”. Kan man stole på en inder? Hver inder vi har mødt, har sagt, I må ikke stole på indere, men I kan stole på mig. Denne advarsel er bestemt begrundet, da man konstant bliver mødt af turistfælder, som udelukkende er ude på at narre penge fra ”de hvide hæveautomater”. Det har desværre gjort, at alle turister inklusiv os selv møder den indiske befolkning med skepsis og med sætningen ”there is no such thing as a free lunch” i baghovedet. 

Vores første stop i Indien var Varanasi. Varanasi er Indiens helligste by, og hvert år valfarter over en halv million pilgrimme hertil – mange af dem for at dø og blive kremeret ved den hellige flod Ganges. Det var et godt sted at starte og et lynkursus i den indiske kultur og religion, eftersom ”cremation = education og burning = learning” er Varanasis motto ifølge inderne. Aldrig i vores liv har vi oplevet en så afslappet tilgang til og møde med døden, og livløse kroppe bæres rundt over alt i byen. Det voldsomme syn for os, er for Varanasi-borgerne ganske normalt, da 200-400 dagligt kremeres ved Ganges-floden. 

”Det er kun i Indien, man kan sidde og nyde en lassi – verdens bedste, og så i Varanasi. Alt imens man ser og hører et ligoptog nærme sig i det fjerne. Smukt indpakket og akkompagneret med sang. Jeg tager et sip af min lassi. En abe kommer springende, en ko kommer kluntende, hundene glammer og de små mus piler hen ad de smalle gader. Jeg tager en slurk af min lassi. Inder-mænd trækker charmesmilet ud af ærmet, om end det er nytteløst ”your eyes like paradise”, ”do you want to marry?”, ”postcard madame?”, ”Boat madame?, madame boat?”. Jeg ignorerer og tager endnu et sug af min lassi. Åh herlige Varanasi!” – Katrine. 

Varanasi er især hellig på grund af byens beliggenhed ved floden Ganges. Floden er i sig selv ikke et helligt syn: vandet er brunt, plasticposer og skrald flyder rundt, der er en stærk odør af urin fra køer såvel som mennesker, asken fra kremerede hældes i, ukremerede børnelig bindes til en sten og synker til bunds i floden. I selv samme vand tager lokale og pilgrimme bade for at rense både krop og sjæl. I Varanasi har vi privilegeret holdt os til flaskevand, hvorimod de lokale nøjes med men samtidig glædeligt drikker det hellige, beskidte flodvand. Det lærerige besøg og mødet med en anderledes religionsopfattelse, dannede grobund for en undring over religion i det hele taget. Især fordi det gav anledning til at stille og få spørgsmål om religion og kultur, som vi kunne diskutere og reflektere over. Mange spændende bekendtskaber har vist os, at alle har noget at lære, og alle har noget at lære fra sig. 

Farvel til Nepal

Turen er nu gået til Dumrichowk, hvor vi bor (fint!) hos Jørgen og hans kone Sunshila med deres datter Sunita. De bor i det sydlige Nepal i en lille landsby med ca. 60 indbyggere. Der er i hvert fald ikke tale om et multikulturelt samfund, og vi vækker derfor stor opmærksomhed, når vi nogle morgener følger Sunita i skole. Den ene dag tager den anden, når man ikke laver andet end at læse bøger, tage sol på terassen, kigge på fugle og få styr på verdenssituationen. Det har vi fået mange dejlige dage til at gå med, men ikke alle. 

Fredag d. 25. november tog vi med hele familien til byen Sauraha, som ligger op ad Chitwan Nationalpark. Vi nåede nærmest ikke at sætte os ned og få en drink, inden den først mahoud shanghajede os til et bad med elefanterne i floden. Fornøjelsen var storslået, dog kort, da flere turister giver flere penge på lommen til mahouden. Pengemaskine eller ej, opdrætningen af og mahoudernes kontrol over elefanterne må siges at være imponerende! 

Samme dag arrangerede vi en spændende sejltur i udhulet træstamme op ad floden. Vi blev hurtigt glade for den valgte dagsorden, da det viste sig, at floden vrimlede med krokodiller. Selv samme flod, som vi netop havde badet i med elefanterne. Efter at have set, hvad floden gemte, gik resten af bådturen med at bede Sunita om at tage fingrene op af vandet. Sejlturen var efterfulgt af en guidet gåtur gennem junglen, der desværre ikke afslørede eksotisk dyreliv, som vi var kommet for at se. Skuffelsen var dog kortvarig, da gåturen mundede ud i Chitwan Elephant Breeding Center. Her opdrættes elefanter i stor stil – store som små. 

Dagen efter stod vi meget tidligt op for endnu engang at prøve at opleve vildlivet i junglen. Denne gang på elefantryg. Heldet var heller ikke denne gang med os i jagten på næsehorn, men hjorte var der masser af, og også en enkelt abe lod sig beskue – helt tæt på. Dog sørgede elefanten for underholdning, da den demonstrerede adskillige skills, bl.a. samlede den en tabt pung op med snablen og afleverede den loyalt til mahouden. Aftenen gik med at nyde en flot solnedgang over floden i godt selskab med familien på en hyggelig lokal restaurant. 

 

Den største oplevelse vi havde i Sauraha var sidste dag, hvor vi fik en private guided tour på elefantryg. Vi blev bogstaveligt talt hentet lige uden for døren, hvor elefanten lå klar til at eskortere os til flodbreden. Her badede vi i fællesskab med elefanten, der nød at blive vasket af os – og omvendt. Alt i alt har vi haft nogle dejlige dage, og det har været rart at føle sig godt tilpas og så godt som hjemme her i Dumrichowk. Så nu er batterierne ved at være opladede, og vi er nu klar til at drage over grænsen til det ekstreme Indien.