Først og fremmest vil vi gerne komme med en skriftlig undskyldning for forsinkelsen af vores blog. Selvom det har været stillestående i dette forum i noget tid, vil vi gerne bekræfte, at dette er den rigtige webadresse til vores blog. Meget vand er løbet under broen siden sidst, I hørte fra os, men vi vil prøve at give jer et indblik i de forgangne tider. Efter vores jul i ørkenen, drog vi med tog videre mod den blå by, Jodhpur. Der var endnu engang mandfald i vores tætte tomandskompagni, da ordet hygiejne ikke er velkendt i større dele af Indien. Katrine måtte udforske Jodhpur på egen hånd, men fandt hurtigt ud af, at byen ikke var noget at skrive hjem om, så det vil vi lade være med. Mildt skuffede begav vi os videre ud på vores rundtur i Rajastan. Turen fra Jodhpur til Udaipur varede 7 timer, inderne kaldte det en bustur, men vi har stadig ikke fundet et dækkende udtryk for køretøjet. Én ting kan vi dog konkludere: Da vi stod ud, var vi mere gennemrystede end en drikkeklar Cocio.
På trods af rystelserne, var det hele turen værd, da Udaipur viste sig at være et romantisk pusterum. Byen har en smuk beliggenhed ved en stor sø, som man rigtig kan få nydt udsigten over på de adskillige tagterrasser. Derudover indeholder Udaipur mange små hyggelige gyder, et smukt udsmykket palads og en sand indisk charme. Her blev scenen sat til vores nytårsaften, hvor vi havde gensyn med den tredje musketér, Ida Sejdner. Det var et anderledes nytår med færre raketter, mindre champagne, ingen cigarer, men derimod mere ris og karry. Vi skænkede en venlig tanke til Leif Panduro og Rend mig i Traditionerne – vi havde jo en hyggelig aften alligevel, hvor vi nød hinandens selskab.
Fra Udaipurs idyl til Pushkars helligdom, som var næste stop på vores rundrejse den følgende måned i selskab med Ida Sejdner. Langt ude i ingenting ligger der en ultra hellig by, hvor alle former for rusmidler og alkohol er strengt forbudt. På trods af vores erfaringer i Asien, slentrede de tre små piger ubevidste ind i en turistfælde. Vi tog pænt imod blomsterblade hele vejen ned til søens bred, hvor tre hellige præster ventede vores ankomst. Alle mennesker, uanset tro, skal ifølge præsterne velsignes i Pushkar, så hvorfor skulle vi ikke også gøre det? Ved søbredden blev vi adskilt, og hver tildelt en præst, kokosnød, et skål med ris, et rødt armbånd og tikkapulver. Herfra begyndte det gennemøvede ritual med mantraer og velsignelser til højre og venstre. Som den snu læser nok har gættet, endte dette virvar ud i et spørgsmål om, hvor mange familiemedlemmer, vi ville velsigne – til den nette sum af blot 5000ruppees pr. snude. Som de fattige, nærrige og stædige rejsende, vi er, boykottede vi de hellige ritualer og stampede derfra i protest med rødt tikkapulver og riskorn i hele hovedet. For at få lidt opmuntring besluttede vi os for at prøve de forfriskende, indiske specialiteter lassi og chocolate balls. 
Den indiske jernbane tog os denne gang videre til en af de mest populære turistdestinationer, den lyserøde by: Jaipur. Byen i sig selv synes vi ikke var noget særligt, men vi havde en god oplevelse i Indiens – måske verdens – største biograf. Sammen med hundredvis af andre indere tog vi i biografen og så en hindi-action film (uden undertekster) med indernes helt store idol og Bollywoods største stjerne – den 48-årige Sharu Khan. Vi kiggede febrilske på hinanden, da hele salen begyndte at råbe, skrige, pifte og klappe, men faldt dog hurtigt til ro, da dette virvar blot skyldtes en hyldest til den berømte skuespiller. Det var en mindeværdig oplevelse, og vi kan endnu engang konkludere, at der ikke blot afstandsmæssigt, men også kulturelt set er langt fra Danmark til Indien.
I slutningen af vores rundrejse i Rajasthan, var vi fyldt med gode oplevelser men samtidig nået til et punkt, hvor vi havde fået nok af Indiens dårlige hygiejne, gadesælgerne og menneskevirvaret. Impulsiviteten sejrede, og vi begav os ud på en 60timers togrejse ned til sydens sol og varme. Efter at have rejst så meget i tog i Indien, var de nærmest et andet hjem. En rejse med tog i Indien, var altid en oplevelse i sig selv. Når vi ser tilbage på vores rejse, er det togturene, der klart har lært os mest om det indiske folk, deres levevis og deres kultur. Den 60 timers togtur lyder værre, end den var. Vi mødte mange interessante mennesker undervejs, blandt andet meget troende muslimer, der i tide og utide fejede os væk for at bede i vores senge, alt imens Katrine sad og viftede provokerende med sin bog ”The Question of God”. Udover muslimer, var der indiske helligmænd – babaer – barmavede, svedige, tykke, malede mænd, der skulle ned til helligfest i syden. 
Destinationen var paradis, nærmere betegnet Varkala i delstaten Kerala. Her ventede en overflod af palmer, smukke strande og lækkert hav. Det føltes først og fremmest som et helt nyt land, og var et dejligt pusterum – en slags ferie – fra det hektiske Indien, vi førhen havde set. Vi brugte meget tid ved stranden, men for at variere solstegning og badning, besluttede vi os for at begrave Ida i sand. Vores oprindelige plan var, at udforme en smuk havfrue med Idahoved. Dette resulterede i, at en forvirret flok indiske fiskere i nærheden misforstod legen og straks placerede et kors bag Idas hoved. På trods af misforståelserne faldt vi hurtigt i snak, og det endte med, at de inviterede os på en smuk solnedgangsfisketur på ægte sydindisk manér.
På vej op ad vestkysten gjorde vi stop i Gokarna, en afslappet hippiestrand med søde hunde og lidt mindre afslappende stirrende indermænd, der havde deres kameramobiler lidt for langt fremme. Herefter besluttede vi os for at tage et smut forbi Goa, så vi også kunne opleve den del af Indien. På trods af Goas beliggenhed, minder det på ingen måder om resten af Indien. Vi nød dog alligevel et par dage i turistmylder på de billeskønne strande. En aften vi var ude at spise, mødte vi tilfældigvis Luke Pritchard, forsangeren fra bandet The Kooks, vi begge er store fans af. Da han rejste alene og manglede selskab, ofrede vi os, og tilbragte det meste af dagen sammen, inden vi rejste videre til millionbyen, Mumbai.
